onsdag den 30. juli 2014

Nyt h&m katalog

Øverst fra venstre jersey jakkeloafersjerseytopstrukturjakkesweatjerseytop
Herhjemme plejer det at være forbundet med en god kop kaffe i sofaen når h&m har sørget for at sende et eksemplar af deres katalog til min sultne postkasse (som for det meste kun er sulten, når det ikke er regninger). Jeg har lavet et bud på, hvad der meget muligt kunne ende i min gardarobe den næste sæson. Jeg er normalt ikke så stor fan af deres basisvarer, men synes alligevel at begge t-shirts virker til at have et fint look på modellen. Jeg er ret vild med sweatshirten og til den nette sum af 69,95 er det da næsten kriminelt ikke at klikke den hjem. Strukturjakken synes jeg også er ret fint. En basisuniform med et par ankelstøvler et par skinny jeans, en hvid skjorte og jakken vil helt sikkert hitte her. Blazere er jeg generelt fan af og en fin jersey en af slagsen synes jeg mangler i samlingen. Tingene fra collagen kan erhverves for den nette sum af 1025,90 og indtil 10. august tilmed med gratis fragt. 

Wanted wednesday

Kobberinspiration
Ur og kande fås i Bahne, lysestagerne fås i Illumsbolighus, lamperne fra ide.dk, spejlet er fra house doctor, de små skåle med marmorlåg fås i mimiscircus.com og vasen er fra Ferm Living og fås blandt andet her.
Denne onsdag ønsker jeg mig kobberting til hjemmet. Kobbertrenden hitter fortsat og jeg synes da godt, at jeg kan få plads til lidt mere i vores lille hjem. Ovenstående er gode bud på, hvad der vil passe fint i både stue og soveværelse. Er helt vil med de små skåle med marmorlåg.

lørdag den 26. juli 2014

Lørdagslækkerier



Den seneste uge har været præget af en del plukkeveer og "strandet hval" syndromet. Vi nyder solen og varmen, men hold da fisk, hvor er det varmt at være højgravid! Jeg kan hverken overskue at skulle føde eller være gravid i denne varme - puha.  
Ældstepigen havde fødselsdag i onsdags og det blev fejret i haven med nærmeste familie. Der var ikke overskud til de store kolonariske armbevægelser så manden lavede pølser i svøb på grillen. Sjovt som det altid er en succes?!? I morgen skal pigerne hygge med deres faster og F og jeg skal på brunchdate <3

tirsdag den 22. juli 2014

Wanted wednesday

I disse udsalgstider er det svært ikke at komme til at drømme. Jeg har her valgt at fokusere på de ting, hvor en gravid mave ikke kommer i vejen og som kan bruges inden man taber sig igen ;) Kimonoen fra Ganni har jeg længe sukket efter. Jeg kunne egentlig godt have ønsket mig kombinationen med guldtryk, men den er for længst røget. Denne sorte er dog også ganske fin og er flere gange klikket i indkøbskurven. Både clutch og skuldertaske fra Yvonne Koné er gode basiskøb. Jeg mangler som sådan ikke en clutch, men skuldertasken kunne jeg godt bruge nu hvor jeg snart skal trille barnevogn og derfor synes det er praktisk at have de nærmeste fornødenheder tæt på fremfor under barnevognen.  Blazer og pumps fra Isabel Marant er "lige mig" og kunne godt komme på min ønskeseddel og produkterne fra Rønsbøl har jeg tidligere været rigtig glad for og er faktisk ved at løbe tør for min repair cream. Vitaminmasken har jeg ikke prøvet, men nu hvor den er på bud, kunne det være man skulle give den en chance?
Tingene kan købes her: 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7

En følelse af angst

Dette er min tredje graviditet. En af de ting, der har været særligt ved denne graviditet har været den følelse af panik og angst over at ikke alt er som det skal være, at vi får et barn, der er sygt eller at der går noget galt under fødslen. Jeg husker slet ikke at disse følelser gjorde sig gældende første gang og heller ikke, at de fyldte så meget anden gang. Det er ikke fordi de er der hele tiden og det på den måde er helt ulideligt, men de er der og det er nok. Jeg overvældes særligt af tanken om, at vi da umuligt kan være så heldige at få tre sunde og velskabte børn. 
Hvorfor kommer disse tanker?...
Jeg har talt med andre, der har de samme tanker og ligesom mig har enten en eller to børn i forvejen. Vi har talt om, hvorvidt det kan hænge sammen med det faktum, at man denne gang ved, hvad man mister. At man en gang før har oplevet den ubetingede kærlighed til ens barn og derfor ved, hvad man "går glip af". Samtidig har man også erfaret (nu hvor det er tredje gang) at man nemt kan elske to børn så tankerne om, hvorvidt der nu er kærlighed nok fylder denne gang ikke som den gjorde ved anden graviditet.

Der er en uge til termin og i virkeligheden er det nok det, der gør at det hele bare fylder godt lige nu. Jeg synes nærmest ikke jeg tænker på andet nu end den forestående fødsel. Ofte er tankerne heldigvis med en dejlig velskabt baby til følge - alt andet ville da have været ulideligt trods alt... 
S helt spritny - lige landet på mors bryst

mandag den 21. juli 2014

Weekenden


Den forgangne weekend bød, for mit vedkommende, på polterabend i lørdags. Min bror og svigerinde skal giftes i slutningen af august og pigerne skal være brudepiger. Det er med en klump i halsen, rystende hænder og små tics omkring øjne og mundvig, at jeg skriver dette. Sagen er, at særligt min store pige ikke er er såååå begejstret for at være i centrum eller for nye og ukendte ting og når først storesøster bliver lidt usikker, smitter det nemt af på lillesøster. Det er så heldigt, at det kun er Vor Frue kirke de skal giftes i - for den er jo ikke særlig overvældende?!? Men lige nu glæder de sig og jeg kan nemt forestille mig, hvor søde de bliver. Vi tager derind og går en lille øvetur inden og håber på, at det så går. Uanset hvad bliver det da helt fantastisk med sådanne omgivelser til en så skøn dag. Nå, men det var et sidespor... Jeg var til polterabend og det var en rigtig højgravidvenlig en af slagsen så det var både jeg og bettemanden jo godt tilfredse med. Vi hyggede på cafe, bruden blev forkælet med fine nye negle og vi red hestevogn gennem Københavns gader og stræder (spørg lige om man var irriteret over, at have glemt kameraet?!?). Når jeg skriver det næste lyder jeg som en, der har prøvet det 1000 gange hvilket er 999 gange forkert, MEN man lægger altså mærke til helt andre detaljer ved den by, man bor i, når man sidder i sådan en vogn. Smuk er det dejlige København altså.

Søndag stod på ren hygge i haven. Manden min er igang med at bygge et drivhus/orangeri/udestue til mig. Det er et projekt, der blev påbegyndt sidste år, men som vi bestemt regner med bliver færdigt i år (note to self: må sende manden et link af indlægget her). Det bliver simpelthen så fantastisk. Vi har selv tegnet det så det passer til både hus og have. Det bliver sådan et man kan nyde et kold glas hvidvin i om aftenen med et lille bålfad ude foran, skumfiduser og snobrød på en pind og voila, der er dømt overskudsmor på tapetet (igen virker det så fint i mit hoved så håber da at scenariet kommer til at ske bare en gang i mellem)
Alt imens manden var omgivet af rundsave, firkantsave, fræserdimser og lange forlængerledninger, hyggede pigerne og jeg med sandkasse, badebassin og solvogn (ærligt - jeg var nok mest at finde på sidstnævnte). I dag er de i hhv. børnehave og fritidshjem. Fra på onsdag holder vi igen ferie helt ind til skolen starter igen - forhåbentlig kan de afleveres med lillebror i barnevogn til den tid.

søndag den 20. juli 2014

Om at tage billeder af børn






Når jeg tager billeder af børnene synes jeg tit af de bedste bliver dem, hvor man tager dem i de aktiviteter, de allerede er igang med. Jeg er ikke selv den største fan af de typiske portrætfotos og synes ofte, at de bliver en anelse kunstige i forhold til, hvordan jeg selv ser børnene i deres hverdag. Derudover synes jeg ofte, at det er mere interessant at se billeder, hvor de ikke nødvendigvis kigger i kameraet, men kigger væk og hvor man fornemmer, at de er i deres egen verden. Endeligt kan jeg godt lide de lidt skæve vinkler, hvor billedet for eksempel skæres i panden. Det fanger øjet og giver på en måde et lidt filmisk udtryk.
Ovenstående er et par hurtige billeder, der netop er knipset af ungerne i haven. For mig er disse langt mere udtryksfulde end hvis jeg havde bedt dem stoppe deres aktivitet og kigge på "mor". Se lige S's udtryk i det første billede. Der gemmer sig langt mere bare de øjne end hvis jeg havde bedt hende om at "posere".

lørdag den 19. juli 2014

Tanker om hjemmefødsel

Lillebror skal fødes hjemme. Ja, så er det sagt. Det er ikke fordi vi er særlig hippie- eller urteagtige herhjemme. Faktisk er jeg helt vild med samtlige e-numre i hariboes multimix ;) Sagen er, at de to foregående fødsler er gået så stærkt, at vi er bange for ikke at kunne nå til hospitalet tidsnok. Samtidig skulle vi under alle omstændigheder have født ambulant og så var alternativet - en hjemmefødsel - pludselig lidt tættere på. Det har været en beslutning, der har været længe undervejs, men nu hvor den er taget, er vi ret hooked på det. Vi har egentlig ikke forberedt så meget. Man kan fx. leje store oppustelige bassiner, pumper, liners(?), private jordmødre og deslige, men som sagt regner vi lidt med endnu en hurtig fødsel og så er tiden altså ikke til at fumle rundt med varmt vand og luftpumper. Vi har fået en stak gamle håndklæder af mine forældre og har fundet et par gamle lagener frem. Det hele kan bare smides ud efter "seancen". Derudover har jeg købt KÆMPE trusser - I ved sådan nogle af de største stina trusser fra Føtex. Nå, men de var billige og erfaringerne fra de sidste par gange er, at de er ganske udemærket lige efter fødslen. Hvis der skal siges lidt postivt, så er der da en lille blondeelastik foroven og ikke et stort blåt stempel med ordlyden "region hovedstadens centralvaskeri" som på dem, man bliver udstyret med på hospitalet.
Filip har i øvrigt også anskaffet noget afdækningsfilt til gulvet, hvis nu der skulle komme en ordentlig eksplosion af hvad der nu måtte eksplodere...
Der er godt halvanden uge til action og jeg ser frem til forhåbentlig at kunne opdatere med lidt positiv læsning omkring det projekt ;)

fredag den 18. juli 2014

Inspiration til babytøj

Det er (jo?) som bekendt en dyr affære at sende kommende mødre på barsel. Jeg er en af dem, der er gået fra hele otte uger før termin og dette giver jo forfærdelig meget tid til at bygge rede og få gjort klar til babys ankomst. Ovenstående er ting jeg flere gange har puttet i min virtuelle indkøbskurv. Jeg er en sucker for uld og lækker kvalitet. Jeg har allerede de to ting fra marmar og silkehuen. Ulddragten sukker jeg lidt efter her til vinter, men er i tvivl om jeg skal nøjes med en jakke. Tæppet er bare så fint og lækkert, men vi har et fra storesøsteren som jeg har lovet manden godt kan genbruges. Tingene kan blandt andet købes her, her, her, her, og her

Inspiration lillebrors værelse

Inspiration lillebrors værelse


Vi har jo en lillebror i ovnen herhjemme. Ift. indretningen er det først planen at vi rykker rundt enten i efterårsferien eller juleferien alt afhængig af de øvrige projekter, vi har gang i :/ Lige nu har vi i alt tre værelser i huset, hvoraf vores soveværelse er relativt stort. Pigerne har hver deres, men sover begge på A's værelse (der står en fin hjemmedyrket køjeseng og så synes de det er såååå hyggeligt). Når der skal laves om skal lillebror flytte ind i S's nuværende værelse. A beholder sit og S får den ene halvdel af vores soveværelse, der vil blive adskilt af en gipsvæg. Planen er, at de pigerne fortsat skal sove sammen da vi ellers synes, at S kommer liiiidt for tæt på ;) 
Nå, men altså selvom at det ikke er lige nu at vi skal købe ind til lillebror, kan man jo godt drømme lidt alligevel. Vi vil gerne have en kombination af grå, gul og beige. Ovenstående kunne være gode bud på ting, der kunne ende på hans værelse. Vi har allerede leandersengen i hvid og opbevaringsmøblet fra ikea (i øvrigt den mest geniale opbevaringsløsning IMO). Derudover har vi trådkurven i stuen, dog i sort. Det er planen, at lillebrors legetøj skal være i den så han også har lidt i stuen. Det udelukker dog ikke, at der måske kommer en på hans værelse også da den er fiiin :) De øvrige ting er fra Ferm Living, der laver nogle ret fine ting - både til voksne og børn. 

torsdag den 17. juli 2014

Min digitale dagbog

Så går det løs. Jeg har nu besluttet mig for at starte en lille blog. Bloggens indhold bliver defineret henad vejen, men vil primært komme til at omhandle min hverdag og de ting som jeg fylder den med. Der vil derfor være fokus på hverdagslivet i en familie med (snart) tre børn, en hund, en mand, en ordentlig familiecontainer af en bil og en dejlig villa lidt udenfor København. Derudover vil der formegentlig komme lidt tanker om mode - både til voksne og børn, boligindretning og den barslende tilværelse.
Jeg har tidligere haft bloggen lillelindell.blogspot.dk som primært var en kreablog. Jeg følte mig dog til sidst lidt "fanget" i det univers idet jeg gennem en periode i mit liv ikke havde så mange projekter igang og derfor ikke synes der var plads på bloggen til de ting, jeg ellers fylder mit liv med. Denne blog vil derfor i høj grad være min egen dagbog og indeholde de ting, jeg nu tumler med i hverdagen. Jeg forestiller mig, at den skal være mit personlige opslagsværk, der kan give lidt tilbageblik over mit liv som det så ud på et givent tidspunkt. Nogen indlæg vil måske derfor bære præg af dette i form af tanker, billeder osv. der kan hjælpe erindringen på vej - nu må vi se.
Jeg regner med at poste indlæg et par gange om ugen og melder ud, hvis dette ændrer sig.
Jeg er på ingen måder en haj udi html koder, blogdesign og andet, men er en anelse forfængelig hvad det angår og vil gerne have et ordentligt udseende på bloggen så der kommer måske lidt småjusteringer undervejs. Hvis der er nogen, der kommer forbi min virtuelle dagbog og har ideer til, hvad der bør foretages af ændringer på den front, er I aldeles velkomne.